Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Orphazyme tog enormt fald i negativt marked

18/6 17:06

Orphazyme var blandt fredagens helt store samtaleemner på aktiemarkedet, efter at biotekselskabet modtog en afvisning fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, af en ansøgning om markedsføringstilladelse for selskabets hovedprodukt i pipelinen.

Det skete i et generelt marked, hvor C25-indekset faldt med 0,6 pct. til 1828,22.

- Det har været en vanvittig uge for Orphazyme. Nu fik vi den melding fra FDA, som vi har ventet på - og det var så en negativ melding. Det undrer mig, at aktien ligger så højt, selv om den falder 60 pct., siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

FDA afviste at godkende Orphazymes markedsføringsansøgning for Arimoclomol til behandling af Niemann-Pick type C (NPC). Aktien endte handelsdagen med et fald på 44 pct. til 56 kr. En prissætning, som Danske Banks chefaktiehandler, Mads Zink, også har svært ved at se mening i.

- Vi har svært ved at regne den hjem. Vi er overraskede over, at den kan handle så højt, som den gør lige nu. Vi ser nærmere en værdi, der ligger omkring 10 kr., siger Mads Zink til Ritzau Finans.

Øverst i det danske C25-indeks endte medicovirksomheden Ambu med en stigning på 2,8 pct. til 234,60 kr. Et kurshop, som ifølge Martin Munk kan skyldes, at Handelsbanken var på banen med en positiv analyse.

Handelsbanken fortsætter nemlig med at se lyst på aktien i Ambu, selv om den har været voldsomt under pres siden selskabets regnskab for andet kvartal 2020/21.

- Vi erkender, at inflationsfrygten meget vel kan sætte Ambu-aktien under pres på kort sigt, men vurderer fortsat, at det langsigtede potentiale er intakt, skriver banken i en kommentar.

Blandt de danske aktier var der også pres på bankerne. Danske Bank endte dagen med et fald på 2,3 pct. til 111 kr. Jyske Bank og Nordea fulgte efter og faldt med henholdsvis 1,2 pct. og 1,9 pct. til 304 kr. og 69,52 kr.

- Det seneste døgn er renten faldet pænt tilbage - og det har udmøntet sig i, at bankerne har mistet momentum. Vi ser derfor, at finans og energi er de dårligst præsterende sektorer i Europa. Billedet er det samme herhjemme, siger Martin Munk.

GODE NYHEDER TIL MÆRSK

Fredag var der også flere gode nyheder til Mærsk-aktien. Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, fortsatte i vejret og satte rekord for sjette uge på stribe.

Samtidig har Mærsk fået løftet sin anbefaling til "outperform" fra "neutral" af det franske finanshus Exane BNP Paribas, der vurderer, at rederiet har udsigt til abnorm indtjening i 2022.

Børshuset Stifel har samtidig løftet sit kursmål for A.P. Møller-Mærsk til 22.800 kr. fra 18.430 kr. Mærsk B-aktien endte dog dagen med et fald på 0,9 pct. til 17.795 kr.

Derudover kunne Vestas meddele, at selskabet har sikret sig en vindmøllekontrakt i Sydkorea på 46 MW. Men vindmølleproducenten endte fredagen med et fald på 2,2 pct. til 228,90 kr.

Høreapparatkoncernen Demant fik samtidig anbefalingen sænket af finanshuset ABG Sundal Collier. Nu lyder anbefalingen på "hold" mod tidligere "køb". Kursmålet er dog samtidig blevet løftet med 10 pct. til 368 kr.

Demant-aktien endte fredag med et fald på 0,9 pct. til 347,80 kr.

CBRAIN VINDER HIDTIL STØRSTE ORDRE

Der var også nyt til det danske it-selskab Cbrain, der udvikler og udbyder softwareproduktet F2 målrettet den offentlige sektor. Selskabet har vundet sin hidtil største ordre, der kan have en samlet værdi på op til 250 mio. kr.

Det skrev Cbrain, der dog flagede for muligheden for den store tyske ordre den 11. juni, men nu har flere informationer om den endelige aftale.

Cbrain-aktien steg ovenpå ordren med 8,4 pct. til 283,50 kr.

Sidst på eftermiddagen kom der lidt rampelys til Bavarian Nordic, da erhvervsmediet Finans kunne fortælle, at selskabet overvejer et frasalg af sin coronavaccinekandidat, hvis der ikke snart kommer finansiering til de dyre fase 3-studier på plads.

Aktien endte 1,3 pct. højere i 258,40 kr.

/ritzau/FINANS