Hartmann/CEO: Bredt prognosespænd afspejler enorm usikkerhed
17/8 17:38
Det fortsat meget brede spænd for udfaldsrummet for Brødrene Hartmanns omsætning og indtjening i 2022 afspejler en "enorm usikkerhed".
Det siger emballagevirksomhedens administrerende direktør, Torben Rosenkrantz-Theil, i et interview med MarketWire.
- Vi havde jo håbet på, at vi kunne se ind i et andet halvår, hvor en form for normalisering ville finde sted. Det er så ikke sket, og grunden til, at vi fortsat guider bredt, er, at det er virkeligt vanskeligt at forudse, hvad der kommer til at ske de næste seks måneder, siger Torben Rosenkrantz-Theil efter selskabets regnskab for andet kvartal.
I første halvår har selskabet været voldsomt udfordret at høje energiomkostninger, efter at prisen på el og gas har nået et historisk højt niveau.
Energipriserne er steget yderligere i andet kvartal af selskabets regnskabsår - og yderligere i tredje kvartal.
- Jeg er selvfølgelig bekymret over, at nogen af årets varmeste dage her i august er sammenfaldende med, at gasprisen er på sit historisk højeste niveau, siger Hartmann-direktøren om de helt aktuelle gaspriser.
Udviklingen giver bange anelser i forhold til spekulationerne om, hvad gasprisen kan ligge på, når vinteren rammer Europa.
- Med den type scenarier foran sig, så er det vigtigt for os, at vi også bruger vores guidanceinterval til at udtrykke over for vores investorer, at det her er altså enormt usikkert.
- Og det at indsnævre guidance, som jeg ser det, vil kun føre til at vi skal til at lave en masse justeringer, fordi det er så ekstremt vanskeligt at forudse tingene i øjeblikket, siger Torben Rosenkrantz-Theil.
Hartmanns forventninger til 2022 er en omsætning på 2,9-3,3 mia. kr. og en overskudsgrad før særlige poster og før justering for hyperinflation på 2 til 7 pct.
.\\˙ MarketWire