Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vestas' finansdirektør efter kriseår: Vil hæve priser yderligere

8/2 10:44

2022 har været et kriseår for vindmølleindustrien, men fremtiden ser lysere ud, men kræver en fortsættelse af arbejdet med at forbedre industriens modenhed og kommercielle disciplin.

Det siger Vestas' finansdirektør, Hans Martin Smith, i et interview med MarketWire, efter at vindmølleproducenten onsdag morgen kunne gøre status for 2022 med et underskud på næsten 12 mia. kr.

- Jeg tror da roligt man kan sige, når man ser på de regnskaber, der er kommet fra os og vores konkurrenter, så er der ingen tvivl om - finansielt i hvert fald, at der er industrien da ramt af noget, som man under normale omstændigheder vil kunne kalde en krise.

- Det, der er lidt paradoksalt, er, at vi samtidig kan se, at fremtiden ser da fornuftig ud på mange punkter. Men jo, der er ingen tvivl om, at 2022 har været et kriseår for vores industri. Det er helt åbenlyst, siger Hans Martin Smith.

STOR VOLATILITET HAR RAMT HÅRDT

Tidligere har også rivalen Siemens Gamesa præsenteret store milliardunderskud i det forgangne år, og det samme gælder for vindmølledivisionen hos den amerikanske industrikoncern GE.

Ifølge Hans Martin Smith er industrien blevet hårdt ramt af den store volatalitet, som prægede verdensøkonomien i 2022, der bød på høj omkostningsinflation og pressede forsyningskæder.

- De fluktuationer, man har set i råvarer, forsyningskæderne, logistikomkostninger og alt muligt andet, har ramt vores omkostningsbase rigtigt hårdt og muligvis også hårdere, end man har set andre steder som følge af den måde, vi opererer på.

- Dertil kommer også - og det glemmer folk måske lidt - at i årene inden så vi også, at industrien blev mere og mere presset. Så vi kom allerede ind i 2022 med et udgangspunkt, der ikke nødvendigvis var det nemmeste. Der har været coronakrise og alt muligt andet, og det har så bare gjort, at 2022 har været et rigtigt svært år for den her industri, forklarer han.

Som følge af det højere omkostningsniveau og den svækkede indtjening har Vestas arbejdet ihærdigt på at få hævet møllepriserne og gå forrest med at forbedre prisdisciplinen i markedet.

Det arbejde kommer til at fortsætte.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal fortsætte med det, vi gør. Dermed ikke sagt, at vi ikke er super glad for, hvad det er vi har formået at opnå på ordreindtaget her i fjerde kvartal, men der er ingen grund til at sætte sig ned og hvile på laurbærrene og sige, at det var det.

- Vi kigger jo ind i en industri, hvor det formodes, at efterspørgslen vil være være stor efter de produkter, vi skal levere, så det er klart for vores vedkommende, at vil skal sørge for, at vi positionerer os på den rigtige måde og bliver betalt for det, vi kan levere til den grønne omstilling, siger Hans Martin Smith.

Målt i kapacitet faldt Vestas' ordreindgang i 2022 med 19 pct. til 11,2 gigawatt, men prisstigningerne gjorde, at værdien af ordrerne steg 3 pct. til 11,9 mia. euro, hvilket er et rekordhøjt niveau.

Ordrerne i fjerde kvartal blev indgået til en gennemsnitspris på 1,15 mio. euro per megawatt, hvilket er ca. 33 pct. over niveauet i samme kvartal året før.

Ordrepriserne kvartal for kvartal kan være påvirket af flere forhold som størrelsen af ordrerne og kontraktomfang, men underliggende vil Vestas arbejde for endnu højere møllepriser.

- Vi vil da forsøge at presse på for at fortsætte med at hæve priserne, det skal da ikke være den store hemmelighed.

- Jeg synes, vi tager nogle fornuftige priser på nuværende tidspunkt, men det er klart, at mere vil altid have mere. I min verden er der altid behov for yderligere prisstigninger, for jo flere penge, vi kan tjene, jo bedre, siger Hans Martin Smith.

.\\˙ MarketWire