NKT på vej til at underskrive kabelkontrakt til havvind i Polen
6/6 10:28
Kabelproducenten NKT er på vej til at underskrive en kontrakt på højspændingskabler, der skal bruges til et havvindmølleprojekt i Polen.
Aftalen ventes at have en værdi på mere end 120 mio. euro - eller 110 mio. euro i standardmetalpriser - når den bliver underskrevet, hvilket altså endnu ikke er tilfældet, oplyser NKT i en meddelelse tirsdag.
- Ordren er betinget af formel underskrift af kontrakten, som forventes i slutningen af juni og en efterfølgende endelig godkendelse til at påbegynde projektet, skriver selskabet.
Ordren dækker levering af 230 kV-højspændingskabler til det polske havvindmølleprojekt Baltic Power Offshore Wind Park med en kapacitet på op til 1,2 gigawatt (GW).
Aftalen omfatter design, produktion og levering af cirka 130 km 230 kV-højspændingskabler baseret på vekselstrømsteknologi (AC) til Baltic Power Offshore Wind Park.
Kablerne vil blive produceret på NKT's tyske fabrik i Köln. Havmølleparken ventes at blive sat i drift i 2026.
Kontrakten ændrer ikke NKT’s finansielle forventninger til 2023.
Aktien stiger 0,7 pct. til 431 kr. tirsdag.
.\\˙ MarketWire