Europæiske kemikalieselskaber ramt af Crodas skuffende udsigter
9/6 09:57
Croda dykker 13,2 pct. til 5230 pence, efter at den britiske kemikaliekoncern har leveret en skuffende prognose med henvisning til lagernedbringelse hos kunder i forbruger- og industrislutmarkeder, der fortsætter ind i andet halvår samt aftagende momentum i plantebeskyttelse.
Kemikaliekoncernen venter nu et resultat før skat i år på 370-400 mio. pund, hvor analytikerkonsensus ifølge Bloomberg News lyder på 465,6 mio. pund.
Salgsvolumen for Consumer Care-forretningen falder stadig med en tocifret procentsats, mens der inden for plantebeskyttelsesforretningen efter en god start på året nu ses en hurtig lagernedbringelse, hvilket først var ventet senere på året.
Meldingen lægger pres på gruppen af specialkemikalieselskaber i det europæiske Stoxx 600-indeks, der ligger med et fald på 2,0 pct. for sektoren.
I denne sektorgruppe, der består af 17 selskaber, findes også danske Novozymes og Chr. Hansen, der ligger med fald på henholdsvis 2,2 pct. til 333,80 kr. og 2,0 pct. til 506,20 kr.
De to danske selskaber, der er i gang med at fusionere, har umiddelbart ikke nogen overlappende aktiviteter med Croda.
.\\˙ MarketWire