Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Skrinlagte vindprojekter i USA koster Ørsted 850 millioner i forlig - Ørsted bekræfter

29/5 06:34

Ørsted skal betale den amerikanske delstat New Jersey 125 millioner dollar - over 850 millioner kroner - i et forlig i en sag om skrinlagte vindprojekter.

Det oplyser delstaten på sin hjemmeside ifølge TV 2.

Det var i efteråret, at det danske selskab valgte at trække sig fra havvindprojekterne Ocean Wind 1 og 2 på den amerikanske østkyst, hvilket medførte nedskrivninger for milliarder.

Imidlertid bliver forliget noget lavere, end det beløb, Ørsted i første omgang havde stillet som garanti til den amerikanske delstat. Mediet EnergiWatch har tidligere beskrevet en aftale, der på den ene side gav Ocean Wind 1 en skatterabat, mens Ørsted på den anden side gav en garanti svarende til 300 mio. dollar på, at projektet ville blive opført, og at der skulle investeres i opbygningen af den lokale forsyningskæde.

Da projektet blev skrinlagt betød det derfor også, at Ørsted forsøgte at trække i land på løfterne, lød det ifølge EnergiWatch, da sagen kørte i november. Pengene til forliget er hertil også allerede hensat.

BEKRÆFTER FORLIG

Ørsted bekræfter over for MarketWire, at det danske energiselskab har indgået forlig. Selskabet oplyser desuden, at man er tilfreds med meldingen fra New Jersey, der også indebærer annonceringen af en femte udbudsrunde.

- Ørsted er tilfreds med meddelelsen fra New Jersey Board of Public Utilities. Forliget samt meddelelsen om, at New Jersey fremskynder den femte udbudsrunde, understreger delstatens engagement i havvind. Vi fortsætter arbejdet med at fremme udbygningen af vedvarende energi i hele regionen og vores værdifulde partnerskaber med interessenter i New Jersey, skriver Ørsted.

ET SVÆRT 2023

Det danske energiselskab havde et svært 2023, hvor der samlet set blev nedskrevet for 28,4 milliarder kroner i løbet af de første tre kvartaler.

Årsagen til at stoppe projekterne i USA var blandt andet problemer i forsyningskæderne og stigende renter.

De højere udgifter har også fået konsekvenser for Ørsteds investeringsambitioner.

Så sent som i juni sidste år lød det, at man ville investere for i alt 475 milliarder kroner inden udgangen af 2023. Det skulle medføre en samlet installeret kapacitet på cirka 50 gigawatt.

I dag er ambitionerne mere beskedne.

I forbindelse med sit årsregnskab i februar meddelte Ørsted, at der vil blive investeret for 35 milliarder kroner mindre end planlagt mellem 2024 og 2026.

Nu lyder ambitionen, at Ørsted skal have en installeret kapacitet på mellem 35 og 38 gigawatt inden udgangen af 2030.

Forklaringen på, at selskabet i dag står et noget andet sted end i sommeren 2023 er netop de to droppede projekter i New Jersey.

Særligt i sensommeren og i efteråret sidste år fik den negative udvikling aktionærerne til at trække følehornene gevaldigt til sig.

Fra årsskiftet sidste år og frem til november faldt Ørsted-aktien således med omkring 60 procent.

Siden har den dog genvundet lidt af det tabte, og aktien er fra november sidste år til onsdag vokset mere end 60 procent i værdi.

/ritzau/MarketWire/