Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Sivende renter i sigte før sprængfarlig cocktail af nyt fra USA

12/6 07:06

Der er udsigt til sivende renter i Danmark onsdag, hvor investorerne endnu engang skal orientere sig mod USA for at følge udviklingen.

Amerikanerne stjæler i den grad dagsordenen i dagens løb, hvor de først offentliggør nye inflationstal og dernæst følger op med rentemelding og ord fra USA's centralbankchef Jerome Powell i aftentimerne.

- Der venter en sprængfarlig cocktail for finansmarkederne i dag. Først offentliggøres de amerikanske inflationstal i eftermiddag, og i aften afsiger den amerikanske forbundsbank (Fed) dom over renten i USA. En genstridig inflation i USA vil forstærke Fed-direktørernes retorik om, at de ikke aner, hvornår renten skal ned i verdens største økonomi. Det vil kunne presse renterne op, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

I første omgang er der dog lidt lavere renter i vente, hvis man skal læne sig op ad udviklingen i USA tirsdag aften. Her betød en succesfuld auktion over nye statsobligationer, at renterne blev sendt ned.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation satte sig med 6 basispoint til 4,41 pct., hvilket var 4 point under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. Også de korte renter tog et dyk.

Herhjemme faldt renten på den toneangivende tiårige statsobligation tirsdag med 3 basispoint til 2,64 pct.

Dykket i USA lignede også et væddemål på, at onsdagens måling over forbrugerprisernes udvikling i maj vil bekræfte afbøjningen i inflationen fra april, da konsensus ifølge Bloomberg News er en månedsvækst på 0,1 pct. mod 0,3 pct. måneden før.

Efter lukningen af det danske marked ventes desuden en amerikansk rentemelding, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, afslutter sit todages møde.

Her ventes renten imidlertid at blive fastholdt i 5,25-5,50 pct., og efter sidste fredags stærke jobrapport for maj er den generelle forventning, at centralbanken i USA ikke vil sænke sin rente før tidligst til september. Fokus vil derfor være på den kvartalsmæssige prognose og hvor mange rentesænkninger, der indikeres i år. I december og marts pegede prognoserne på tre nedsættelser i 2024, men markedet sigter nu lavere.

.\\˙ MarketWire