Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ennogie må se ende på vinderstime: Periode med tocifrede stigninger afløst af stort fald

10/7 15:13

Glædesrusen hos investorerne i Ennogie synes at have lagt sig onsdag, hvor aktiekursen får kappet knap en femtedel af værdien efter flere dage med store tocifrede stigninger.

Selskabets aktie bakker onsdag eftermiddag 18,2 pct. til 12,85 kr.

Ennogie gjorde ekstraordinært foreløbig status for sit andet kvartal, der bød på det højeste ordreoptag i mere end et år.

Meddelelsen var foranlediget af en artikel i Dagbladet Børsen, hvor en investor forholdt sig kritisk til Ennogie, der gør sig i solcelletage.

I artiklen blev der fokuseret på Ennogies nedadgående omsætning og aktiekurs. På den baggrund fortalte en investor i selskabet til avisen, at "alle røde lamper lyser i selskabets regnskaber", ligesom at pengestrømmene er så stærkt negative, at "selskabet er truet på livet".

Artiklen var offentliggjort på Børsens hjemmeside torsdag i sidste uge - senere på dagen tog Ennogie til genmæle.

- Med baggrund i Børsens onlineartikel i dag den 4. juli og artikel i den trykte udgave den 5. juli om Ennogie Solar Group, melder vi nu ekstraordinært ud omkring vores ordreoptag for andet kvartal 2024 inden udsendelse af kvartalsmeddelelse i august, fremgår det af en meddelelse.

I andet kvartal havde Ennogie et ordreoptag på 16,3 mio. kr., hvilket vil gøre andet kvartal i år til det bedste siden første kvartal af 2023.

Sammenlignet med første kvartal af 2024 voksede ordreoptaget med 60 pct.

Resten af regnskabet for andet kvartal offentliggøres planmæssigt 30. august.

Selv om der er tale om et stejlt dyk for Ennogie onsdag, handles aktien stadig mere end 43 pct. over torsdagens lukkekurs. Her faldt aktien 8,2 pct. efter Børsens artikel. Det blev efterfulgt af stigninger fredag, mandag og tirsdag på henholdsvis 18,6, 30,5 og 13,0 pct.

.\\˙ MarketWire