Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Flirtede med rekorder - Nvidia og Tesla fik comeback

15/7 06:22

De amerikanske aktier steg pænt fredag.

Udviklingen var kendetegnet ved en ganske bredt funderet fremgang med plus til 80 pct. af aktierne i S&P 500, og med de fleste megacap-navne, som ellers blev hældt ud af porteføljerne under torsdagens udsalg, i front.

Og den positive udvikling står til at forsætte mandag. Futures indikerer stigninger på 0,2 pct. i de tre ledende aktieindeks, når markedet i New York åbner senere på dagen.

Investorerne handlede aktierne i vejret i håbet om flere og tidligere rentesænkninger i USA i 2024 i kølvandet af torsdagens overraskende månedsfald for juni i forbrugerpriserne.

På nøgletalsfronten fik investorerne ellers fredag større stigninger i producentpriserne i juni end ventet, men renterne satte sig nu alligevel en smule efter torsdagens forbrugerprisopgørelse og efter et overraskende fald fredag i forbrugertillidsindekset fra University of Michigan i juli.

Regnskabssæsonen blev fredag skudt "officielt" i gang med tal fra flere af storbankerne, og det er lige netop her, at nogle af fredagens tabere skulle findes med kursfald til JPMorgan Chase, Citigroup og Wells Fargo.

Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 0,6 pct. Det var ellers oppe med 1,3 pct. og lå til rekord. Dow Jones steg også 0,6 pct. og sluttede blot 2 indekspoint fra sin seneste lukketop, som blev nået i midten af maj. Endelig gik også Nasdaq op med 0,6 pct.

- Vi venter fortsat, at Federal Reserve vil melde sig ind i den globale cyklus af rentenedsættelser til september med samlet 50 basispoint i lempelser i år, siger Mark Haefele, investeringschef hos UBS Global Wealth Management, til Bloomberg News.

Markedet indregnede fredag 100 pct. sandsynlighed for en rentelempelse til september, mens der spekuleredes i to-tre lempelser i år til 4,70 pct. mod nuværende 5,25-5,50 pct. Onsdag regnede markedet med en nytårsrente på 4,82 pct.

NVIDIA OG TESLA VENDTE RUNDT

I S&P 500 steg cyklisk forbrug mest med 1,0 pct., mens it også gik frem med 0,9 pct. Netop de to var torsdagens helt store tabere.

Der var fredag grønne tal ud for næsten alle sektorer, også finans, som steg 0,2 pct. trods nedtur til undergruppen af banker.

Nvidia, som smed hele 5,6 pct. torsdag, trak mest op i markedet fredag med et plus på 1,4 pct. Andre chipnavne havde også medvind, da Micron Technology gik frem med 2,6 pct. og Intel med 3,0 pct.

Ligeledes inden for it steg Apple også 1,3 pct., mens Microsoft dog satte sig 0,2 pct.

Efter torsdagens store nedtur for Tesla, da aktien smed 8,4 pct. på nyheden om udskydelsen af præsentationen af den imødesete selvkørende "robotaxi" fra august til oktober, blev en del vundet tilbage fredag med et plus på 3,0 pct. Endda selv om UBS sænkede sin anbefaling til "sælg". I samme sektor, cyklisk forbrug, tabte Amazon derimod 0,3 pct.

I kommunikationsservice, som faldt med 0,8 pct., var det Meta Platforms, der trak ned med et fald på 2,7 pct., mens Alphabet også bakkede 0,4 pct.

NEDTUR FOR STORBANKER

Regnskabssæsonen blev fredag også skudt reelt i gang med tal fra Wells Fargo, Citigroup og JPMorgan Chase, men det blev ikke taget særligt godt imod.

For Wells Fargos vedkommende var der tale om skuffende læsning, da indtægterne landede under investorernes forventninger, og det sendte aktien ned med 6,0 pct.

Derimod kunne JPMorgan, USA's største bank, fremvise rekordoverskud i andet kvartal samt indtægterne, der slog markedets forventninger. Dog meldte banken også om hensættelser til tab på udlån for 3,1 mia. dollar, hvilket var 500 mio. dollar mere end ventet hos analytikerne. Aktien faldt derfor 1,2 pct.

Mere utvetydigt var regnskabet fra Citigroup, der slog analytikernes forventninger til indtjening, indtægter og samtidig kunne fremvise færre omkostninger i andet kvartal. Alligevel blev aktien sendt ned med 1,8 pct.

Bank of New York Mellon gik imidlertid her imod strømmen og steg 5,2 pct., da der allerøverst i kvartalsregnskabet blev registreret flere indtægter end ventet.

Boeing, som tabte 0,9 pct., var også i fokus fredag, da flyproducenten har meldt ud til kunderne, at der vil komme flere forsinkelser i 2025 og 2026 på leveringen af nye 737-MAX-fly.

.\\˙ MarketWire