Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Rockwool opjusterer forventningerne til 2024 efter fremgang på alle markeder

18/7 15:03

Rockwool har efter en stærk udvikling i andet kvartal opjusteret sine forventninger til indtjeningsgraden. Samtidig er isoleringskoncernen kommet med foreløbige tal for sit andet kvartal.

Der ventes nu en indtjeningsgrad på omkring 17 pct. Tidligere ventede Rockwool, at den i 2024 ville være i omegnen af 15 pct.

I andet kvartal voksede Rockwools omsætning med 10 pct. i lokal valuta til 1010 euro, og indtjeningen voksede hele 42 pct. til 189 mio. euro. Det svarer til en indtjeningsgrad på 18,7 pct.

- Den positive udvikling skyldes højere volumen, mens salgspriserne overordnet forblev stabile, dog let faldende på nogle markeder for at forsvare markedsandele. Indtjeningsniveauet fortsatte på samme niveau som i første kvartal, idet driftsomkostningerne forblev lavere end forventet primært grundet stabile energipriser, skriver Rockwool i en meddelelse.

Fremgangen er drevet af en gunstig udvikling på samtlige af Rockwools markeder. I Nordamerika nærmer isoleringskoncernen sig fuld kapacitet på sine lokale fabrikker, "hvilket afspejler den høje efterspørgsel og vores igangværende indsats for at indhente leverancer og nedbringe leveringstiden".

Også Rockwools forretning i Central- og Østeuropa inklusive Rusland leverede salgsvækst i andet kvartal, og i Sydøstasien oplevede isoleringskoncernen en solid stigning i volumenen fra en høj efterspørgsel.

Opjusteringen til trods advarer Rockwool mod en risiko for faldende salgspriser i andet halvår for at forsvare selskabets markedsandele. Samtidig kan den vedholdende inflation øge nogle af selskabets driftsomkostninger, og derfor ventes en negativ påvirkning fra produktmikset på indtjeningsgraden.

Rockwool offentliggør sit fulde regnskab for andet kvartal 22. august.

Det er mindre end tre måneder siden, at Rockwool senest opjusterede sine forventninger. Det skete forud for offentliggørelsen af selskabets regnskab for første kvartal.

.\\˙ MarketWire