Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Sydbank: Tømmermænd efter aktiefesten var kun et spørgsmål om tid

25/7 12:18

Efter det seneste års store opsving på aktiemarkederne var det bare et spørgsmål om tid, før noget ville udløse "en rigtig dårlig" dag. Det mener Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen.

Onsdag ramte de første tømmermænd så oven på den lange aktiefest, og de amerikanske markeder oplevede i gårsdagens handel den værste dag siden 2022.

Det brede S&P 500-indeks dykkede 2,3 pct., og endnu værre gik det for det teknologidominerede Nasdaq-indeks, der lukkede med et fald på hele 3,6 pct.

- Set i lyset af hvordan økonomi, renter og ikke mindst aktier har udviklet sig i det seneste års tid, var det bare et spørgsmål om tid, før noget udløste en rigtig dårlig dag på aktiemarkedet, lyder vurderingen fra Jacob Pedersen.

- Aktierne er steget betydeligt i et miljø, hvor indtjeningsfremgangen er meget begrænset, hvor markedsforventningerne til indtjeningsvæksten er kørt ned, og hvor forventningerne til rentenedsættelser er blevet udskudt og reduceret betydeligt, fortsætter han.

Onsdagens store fald blev til dels udløst af skuffende regnskaber fra Tesla og Google-ejeren Alphabet - to selskaber, der er en del af klubben "Magnificent Seven" sammen med Microsoft, Amazon, Nvidia, Apple og Meta.

De syv aktier har stået for størstedelen af kursfesten på aktiemarkederne, og investorernes forventninger er fortsat tårnhøje, efter at de seneste regnskaber fra giganterne har gjort analytikernes forventninger til skamme.

Onsdag fik Alphabet ørerne i maskinen trods et regnskab, der var bedre end ventet på de fleste parametre. Ifølge analysehuset Jefferies, var det dog ikke lige så "overbevisende stærkt" som i første kvartal.

Ifølge Sydbanks analysechef har investorerne haft for høje forventninger til virksomhedernes indtjening - selv om flere faktorer peger på det modsatte.

- Amerikansk økonomi sætter farten ned, europæiske økonomi står stort set i stampe, kinesisk økonomi viser også udbredte krisetegn, og alligevel forventer aktieinvestorerne en indtjeningsvækst, der afspejler økonomier i fornuftig vækst. Det hænger simpelthen ikke sammen. I den forstand er aktierne igennem en periode steget på ”ingenting” i vores optik, og vi har derfor længe argumenteret for, at aktiefesten har været på et tyndt grundlag, lyder det fra Jacob Pedersen.

Der venter flere afgørende regnskaber i næste uge, når Microsoft, Meta, Apple og Amazon kommer med tal. Nvidia runder ballet af i slutningen af august.

.\\˙ MarketWire