Torsdagens danske avisuddrag med Bavarian, Carlsberg og Mærsk
15/8 06:37
BØRSEN
ØKONOMER: DER ER KLOGT AT TRÆKKE TEMPO UD AF STIGNINGER I PENSIONSALDEREN
Der er medvind til statsministerens melding om at trække lidt tempo ud af stigninger i pensionsalderen. Et fuldt stop vil dog være katastrofalt, advarer økonomer. (Forside, side 6-8)
WHO ER BEKYMRET MEN BAVARIAN ER RUSTET TIL EN NY EPIDEMI
Verdenssundhedsorganisationen WHO sender bekymrende alarm til verden om, at en ny virusstamme af mpox, også kendt som abekopper, kan sprede sig internationalt. Bavarian Nordic står dog klar og en ny vaccineordre fra EU mod abekopper sendte onsdag Bavarian Nordics aktiekurs op med tæt på 10 pct. (Side 9)
CARLSBERG-TOPCHEF: INGEN BEDRING I KINA
Forbrugerne på det vigtige ølmarked i Kina er pressede. Alligevel har Carlsberg taget markedsandele, siger Jacob Aarup-Andersen, adm. direktør i Carlsberg. Carlsberg-topchefen kunne tirsdag aften løfte sløret for en opjustering af sin prognose for indtjeningen. (Side 10)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
SAMARBEJDE MELLEM MÆRSK OG BESTSELLER SER DAGENS LYS
Et tæt samarbejde mellem modegiganten Bestseller og Mærsk skaber ny trafik for containerhavnen i Fredericia. Som led i en mere grøn omstilling af logistikken sender partnerskabet flere containere med tøj og andre varer fra Asien til erhvervslivet i land via Fredericia Havn. (Forside, side 8)
GASPRISERNE STIGER MEN DER ER LANGT TIL EN NY ENERGIKRISE
Den seneste måned er prisen på europæisk gas steget med hele 30 pct. Der er dog endnu ingen grund til at forvente, at det går så galt, som det gjorde under energikrisen i efteråret 2022. Men derfor kan vinteren godt ende med at blive lidt dyrere alligevel. (Forside, side 10)
DELOITTE-TOPCHEF ADVARER OM UDVIKLING I FØDSELSRATEN: DET KAN BLIVE EN ENORM BYRDE
Danmarks fødselsrate nåede sidste år det laveste niveau siden 1987. Adm. direktør i Deloitte i Danmark Christian Jensby frygter, at udviklingen kan udvikle sig til et kæmpe problem for det danske samfund og ikke mindst erhvervslivet. (Forside, side 6-7)
BERLINGSKE BUSINESS
PÅ TRODS AF ENDNU ET MILLIARDUNDERSKUD ER DER POSITIVE TAKTER FOR VESTAS
Danske Vestas Wind Systems kommer ud af årets andet kvartal med et underskud på omkring 1,7 milliarder kroner. Vestas forsøger ihærdigt at rejse sig efter milliardunderskud i 2022. Det lykkedes ikke i andet kvartal af 2024, men i kerneforretningen meldes der om fremgang. (Side 2)
LILLE FALD I AMERIKANSK INFLATION GIVER NÆRING TIL RENTENEDSÆTTELSER
Inflationen i USA aftog en anelse i juli, hvilket gør det nemmere for centralbanken at sætte renten ned i september. Der er nemlig flere tegn på aftagende inflation fremover. (Side 10)
.\\˙ MarketWire