Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Vestas dykker i grønt C25 på årets første handelsdag

3/1 11:36

Den positive stemning fortsætter hen over middag på årets første handelsdag, hvor det danske C25-indeks følger de grønne tendenser fra resten af Europa.

Dertil nyder Mærsk fortsat godt af stigende containerrater, mens investorskuffelse over manglende ordrer i fjerde kvartal tynger Vestas.

Det danske eliteindeks stiger ved middagstid 0,6 pct. til 1976,69 på en dag, hvor det - særligt i toppen - er sparsomt med selskabsnyt.

- C25 følger egentlig bare trenden fra Europa. Vi ser tit, at der i januar kommer nye penge ind i markedet. Januar plejer at være en positiv aktiemåned, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

I toppen af eliteindekset ligger både Ambu og Ørsted med stigninger på henholdsvis 3,5 og 3,1 pct. Begge havde ellers et svært 2021, hvor de endte i bunden af C25. Også Netcompany har med et plus på 3,6 pct. lagt sig godt til rette blandt de mest stigende aktier mandag.

Af andre selskaber, der havde det svært i 2021, er Vestas. Her fortsætter prøvelserne på første handelsdag i 2022, hvor aktien ligger nederst med et fald på 1,2 pct. til 726,30 kr., efter en skuffende slutspurt i 2021 hvad ordreindgangene angik.

HÅRDE ORD FRA ANALYTIKERNE TIL VESTAS

Selv om vindmølleproducenten formåede en ordreregn på årets sidste dag i fjerde kvartal med ordrer på en samlet kapacitet på 1085 megawatt (MW), var det ikke nok til at leve op til ordreindgangen fra 2020. I alt annoncerede Vestas ordrer i fjerde kvartal af 2021 på 2011 MW mod 3818 MW i fjerde kvartal året før.

- Det er 47 pct. lavere end fjerde kvartal sidste år og faktisk det laveste fjerde kvartal for annoncerede ordrer siden 2015. Vi havde set i slutningen af december, at Vestas var langt bagud på ordresiden, og at de næppe nåede de seneste fjerde kvartaler, men markedet er alligevel lidt skuffet over, at der ikke kom flere ordrer ind, siger Mads Zink.

Nordea har ifølge PLX.AI efterfølgende skåret sine estimater for Vestas' driftsresultat i 2022 med 20 pct. Desuden er prognosen for 2023 skåret med 12 pct.

Også Jyske Bank har sænket sine estimater til vindmølleproducentens driftsresultat for 2022 efter en "skuffende" ordreindgang, lyder det fra Vestas-analytiker Janne Vincent Kjær.

Hos Sydbank vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen, at der bør være tale om forsinkelser snarere end varige tab af ordrer, og med en stor ordrebeholdning ved udgangen af 2021 er der fornuftig sigtbarhed for 2022.

- Den svage ordreindgang i fjerde kvartal er naturligvis en skuffelse, men Vestas har med en ordrebeholdning på forventet 21.200 megawatt, ved udgangen af 2021 en fin sigtbarhed på aktivitetsniveauet i 2022. Derfor er det ingen katastrofe, at ordreindgangen forsinkes, skriver Jacob Pedersen i en kommentar.

CONTAINERRATER SÆTTER ATTER REKORD

Mærsk, der blev topscorer i C25 i 2021 med en stigning på 72,5 pct., fortsætter ufortrødent frem mandag, hvor B-aktien ved middagstid handles 2,2 pct. højere i 23.970 kr.

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, satte nytårsaftensdag atter rekord med en stigning på 1,8 pct. til 5046,66. På årsbasis steg fragtraterne 81,3 pct.

MT Højgaard har gennemført salget af alle resterende aktiviteter i forretningsenheden Ajos efter opfyldelse af alle sædvanlige closing-forhold.

Det oplyste selskabet nytårsaftensdag.

Salget blev annonceret 6. december og er gennemført til en pris på cirka 325 mio. kr. og ventes justeret endeligt efter fire år med afsæt i en earn-out-aftale.

Salget giver ikke anledning til at ændre MT Højgaard Holdings offentliggjorte forventninger for 2021 om en omsætning i niveauet 7,0 mia. kr. og et driftsresultat før særlige poster og særlige afskrivninger i niveauet 175 mio. kr.

Entreprenørkoncernens aktie stiger 1,4 pct. til 221 kr.

Bang & Olufsen har fået skåret sit kursmål hos Carnegie til 41 kr. fra 43 kr., skriver PLX.AI. Anbefalingen er stadig "køb". Aktien i Bang & Olufsen stiger 6,1 pct. til 29,60 kr.

Også GN har været under analytikernes lup, og det har ifølge PLX.AI fået Nordea til at hæve kursmålet på aktien til 652 kr. fra tidligere 648 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Aktien stiger 1,0 pct. til 415,20 kr.

.\\˙ MarketWire