Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk/Sydbank: Historisk stort udbytte vil kunne mærkes i C25

14/3 16:39

A.P. Møller-Mærsk havde i 2021 et rekordstærkt år, hvor en historisk høj efterspørgsel på fragt og smitteudbrud med covid-19 resulterede i noget nær en femdobling af rederikoncernens bundlinje.

Onsdag får Mærsks aktionærer deres bid af kagen, når der i form af udbytte bliver sendt 2500 kr. per aktie - omkring 47 mia. kr. i alt - tilbage til investorerne.

Udbyttet udgør i omegnen af 11 pct. af Mærsks A- og B-aktier, der begge er i C25-indekset. Aktierne ventes at falde tilsvarende på dagen, hvilket ligeledes vil kunne ses i det danske C25-indeks.

Her udgør selskabets to aktier nemlig 10 pct. af vægtningen, og kursfald på omkring 11 pct. vil således alt andet lige sende eliteindekset ned med omkring 1 pct, siger Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, til MarketWire.

- Når man kigger på de to Mærsk-aktier, fylder de cirka 10 pct. i C25. Det er i overkanten af 1 pct., som vi ved, at C25 vil falde fra morgenstunden, forklarer han.

- Det er lidt ekstraordinært, at vi har en situation, hvor et enkeltstående udbytte sænker C25-indekset med 1 pct., lyder det videre.

Årets udbytte er det største i koncernens historie. Fra 2019 til 2020 blev udbyttet til aktionærerne mere end fordoblet til 330 kr. per aktie fra 150 kr.

Fra 2020 til 2021 er aktionærudbyttet imidlertid øget med mere end 657 pct.

Foruden det rekordstore udbytte for 2021 kunne aktionærer i Mærsk også i det forgangne regnskabsår nyde godt af en kursstigning for aktien på over 72 pct., da en øget efterspørgsel og et meget begrænset udbud sendte fragtpriserne i vejret til gavn for rederierne - og altså også aktionærerne.

STØRSTEDELEN BLIVER I FAMILIEN

Størstedelen af udbyttet ender dog tilbage hos Mærsk - enten gennem pengetanken A.P. Møller Holding, A.P. Møller Fonden, Den A.P. Møllerske Støttefond eller direkte i A.P. Møller-Mærsks egen kassebeholdning.

Faktisk sidder Mærsk samlet gennem de fire selskaber på 58,03 pct. af aktiekapitalen i selskabet, hvoraf pengetanken A.P. Møller Holding sidder på 41,25 pct. Det viser data fra Bloomberg News.

Dertil sidder Den A.P. Møllerske Støttefond på 3,09 pct., A.P. Møller Fonden ejer 9,22 pct. og koncernen selv ejer 4,47 pct.

Omkring 27,6 mia. kr. af de 47 mia. kr. bliver således fordelt blandt Mærsk-familiens selskaber - dog primært til holdingselskabet, der får 20,4 mia. kr. tilbage i udbytte.

For de fleste investorer vil udbyttet give lejlighed til at skyde endnu flere penge i Mærsk-aktier eller andre investeringer, mener Jacob Pedersen. Her er den største aktionærer uden for Mærsk-familien det amerikanske investeringsselskab The Vanguard Group, der sidder på 1,57 pct. af den samlede aktiekapital, og dermed har udsigt til et udbytte på 691 mio. kr.

Anderledes forholder det sig for Mærsk-selskaberne, forklarer Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank og dækker A.P. Møller-Mærsk, til MarketWire.

Han venter, at udbyttet primært vil blive brugt til investeringer i nye selskaber samt geninvesteringer i de selskaber, som koncernen allerede har erhvervet.

- A.P. Møller Holding har jo særligt med det grønne perspektiv på det seneste investeret ret væsentligt i netop grønne selskaber, så hvis der er andre, der er interessante, kan de også blive på det, forklarer Mikkel Emil Jensen.

Desuden ventes den del af udbyttet, der ender hos A.P. Møller Fonden, at blive brugt til donationer. Endnu en mulighed er, at udbyttet bliver brugt til at købe flere aktier i Mærsk.

- Man kan heller ikke afvise, at nogle af pengene bare bliver geninvesteret i Mærsk, da det jo er en ret stor kapitalindsprøjtning, der kommer fra udbyttet, fortsætter senioranalytikeren.

.\\˙ MarketWire