Novo/CEO: Har sikret medicin i to måneder til patienter i Ukraine
24/3 14:53
Novo Nordisk hjælper sine ansatte i Ukraine på flere måder.
Det siger topchef Lars Fruergaard Jørgensen på Novo Nordisk generalforsamling torsdag.
- Vi har lavet nødudbetalinger til alle berørte medarbejdere, og vi har udløst årsbonusser før tid. Samtidig støtter vi de medarbejdere, der ønsker at forlade landet, siger han fra talerstolen.
- Og Novo har sikret forsyninger i to måneder til patienter i Ukraine, og vi overvåger kontinuerligt for at se, om der skal mere til, siger topchefen.
Novo har desuden stoppet al markedsføring og investeringer i Rusland som følge af invasionen i Ukraine, siger Lars Fruergaard Jørgensen:
- Vi har suspenderet markedsføring og investeringer i Rusland. Vi arbejder dog med at sikre, at de flere end 700.000 patienter kan fortsætte behandlingen, og der arbejdes fortsat på fabrikken i Rusland for at kunne levere til russiske patienter, siger topchefen.
Medicin er undtaget fra sanktioner i Rusland, men nye investeringer er sat i bero, og det samme gælder for de kliniske forsøg, der foregår i landet.
- Vi starter ikke nye kliniske forsøg i Rusland, og vi har stoppet henvisningen af patienter til nye forsøg, siger Lars Fruergaard torsdag.
Novo har omkring 3000 patienter, der deltager i kliniske studier, i Rusland.
Salget i Ukraine og Rusland udgjorde mindre en 1 pct. i 2021, oplyser topchefen.
.\\˙ MarketWire