Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Pandora: Plads til yderligere kursstigning


117836 ProInvestorNEWS 8/1 2024 07:50
Oversigt

Kommentar fra Per Hansen, Investeringsøkonom, Nordnet



Pandora sluttede 2023 stærkt af med en omsætningsfremgang på 8 % vs. Guidance på 5-6 %. Mersalg giver flere penge på bundlinjen og jævnfør det foreløbige regnskab lander EBIT på 3,7 mia. ca. 5 % bedre end konsensus på 3,516 mia. jævnfør Marketscreener.com.



Hovedtal

Omsætning 10,8 mia. vs 10,3 mia. forventet
EBIT 3,7 mia. vs 3,516 forventet
8 % vækst vs 5-6 % forventet



Stor 2023 stigning, med plads til mere

Pandora var en betydelig aktiehøjdespringer i 2023 som den mest stigende C25 aktie sammen med Zealand Pharma (som først er kommet med i C25 indekset per 18/12 2023, men regnet tilbage til sidste år). Stemningen er god, men mon ikke den gode årsafslutning giver plads til en aktiestigning, som dog nok er lidt mindre end den positive resultatafvigelse på 5 % i EBIT, alt i alt.

PNDORA.CO




8/1 2024 07:50 ProInvestorNEWS 1117837



Kursudvikling, 1 år, Pandora

Kilde: Nordnet

PNDORA.CO




8/1 2024 07:55 ProInvestorNEWS 1117839



Pandora når for første gang et salg på over 10 mia. kr. i et enkelt kvartal

8/1 06:35

Smykkeselskabet Pandora er kommet bedre ud af fjerde kvartal og dermed 2023 end ventet af selskabet selv. Derfor har Pandora valgt at komme med foreløbige tal for regnskabet for årets sidste tre måneder, selv om et regnskab først var programsat til den 7. februar.

Og finansdirektør Anders Boyer siger da også, at det er "svært ikke at være yderst tilfreds med både hele 2023 og også fjerde kvartal".

Det siger finansdirektøren til MarketWire.

- Det er et kvartal, der viser, at den vækststrategi, vi lancerede i 2021 og som vi opdaterede ved vores kapitalmarkedsdag i London i oktober, virker. I andet kvartal havde vi en toplinjevækst på 11 pct. og nu her i årets største kvartal - fjerde kvartal - kunne skrue omsætningen en tak mere op med en vækst på 12 pct. Det kan vi kun være stole af og super tilfredse med, siger Anders Boyer og fortsætter:

- Det er den højeste omsætning nogensinde for et kvartal - og det samme gælder for hele året. Det er første gang, at vi når over 10 mia. kr. i omsætning i et kvartal.

Allerede forrige år var Pandora tæt på - men nåede ikke helt i mål:

- Vi endte lige under de 10 mia. kr. i kvartalet i 2022. Tager vi de sidste to år - så har vi lagt 5 mia. kr. på omsætningen. Så der er noget, der indikerer, at vi har fat i noget, der virker.

PANDORA ER "SUPERCOOL"

Der er flere årsager til, at Pandora har haft vokseværk. Især i USA og Tyskland taler tallene sit tydelige sprog. Omsætningen i det amerikanske er i fjerde kvartal vokset til 3200 mio. kr. mod 2800 mio. kr. i fjerde kvartal forrige år. Og i det tyske har udviklingen været den samme - omsætningen er steget med 200 mio. kr. fra fjerde kvartal 2022 til i år, hvor den landede på 700 mio. kr.

- Det er faktisk et langt stykke af vejen den samme historie på tværs af kloden. Der er ikke en "silver bullet", hvor man kan sige, at det er forklaringen, siger Anders Boyer.

Han peger på, at Pandora først og fremmest er blevet stærkere på tværs af hele virksomheden:

- Fra smykkedesign, til produktion, logistik, branding, og i hvordan vi møder kunderne ude i de sidste 60 centimeter, hvor vi står "face-to-face" med dem i butikkerne, siger han.

Smykkemarkedet globalt er delt mellem mange udbydere - og det er noget, Pandora arbejder med.

- Skal jeg nævne en ting, der er fællesnævner på tværs af kloden, og som nok er den væsentligste drivkraft - så er det brandet. Det har altid været kendt i verden - men den rejse vi startede for et års tid siden efterhånden, hvor vi ikke kun vil have at folk siger: Ja, jeg kender Pandora - vi vil også gerne have, at en større og større andel siger: Ja, jeg kender brandet - og jeg kan rigtig godt lide det. Og det er den del, der driver det hele - at brandet står stærkere, siger Anders Boyer.

.\˙ MarketWire



8/1 2024 10:52 ProInvestorNEWS 0117852



Jyske Bank: Pandora kom stærkere end ventet ud af året men opjustering ingen overraskelse

8/1 09:14

Pandora er kommet stærkere end forudset ud af fjerde kvartal, men forventningerne var i forvejen skruet op, og derfor var opjusteringen af prognosen for 2023 ikke den store overraskelse.

Det vurderer Jyske Banks analytiker Janne Vincent Kjær.

Smykkefirmaet tog i weekenden forskud på glæderne og fremlagde et foreløbigt regnskab for fjerde kvartal og en opjustering af forventningerne til hele året.

Markedet havde dog spekuleret i en opjustering.

- På baggrund af den stærkere end ventede afslutning på året opjusterede Pandora forventningerne til året, hvor selskabet nu guider for en organisk vækst på 8 pct. og en EBIT-margin på 25 pct. Opjusteringen var dog langt hen ad vejen ventet i markedet, hvorfor estimaterne ikke skal det helt store, skriver Janne Vincent Kjær.

- Vi afventer guidance for 2024, som kommer i forbindelse med regnskabet den 7. februar, hvor vi forventer, at Pandora vil melde forsigtigt ud, da den makroøkonomiske usikkerhed fortsat er stor, skriver hun videre.

STÆRK AFSLUTNING

Pandora slog markedets forventninger i fjerde kvartal, hvor indtjeningen landede 1,3 pct. bedre end konsensus blandt analytikerne.

Samtidig endte den sammenlignelige vækst, like-for-like, på 9 pct. i kvartalet, hvilket var væsentligt mere end de 2-5 pct., som Pandora selv implicit havde lagt op til.

- Pandora har således formået at fastholde det stærke salgsmomentum fra oktober måned hen over black friday og julehandlen - noget vi så sent som i fredags var ude og flage. Det vidner om, at de investeringer, som Pandora har foretaget i brandet og de markedsføringskampagner, der er igangsat, har virket yderst effektivt, skriver Janne Vincent Kjær.

Pandora-aktien stiger mandag morgen 2,6 pct. til 971,50 kr.

.\˙ MarketWire



8/1 2024 14:35 Helge Larsen/PI-redaktør 0117862



Pandoras finansdirektør om rekordomsætning: Vi vil være mere end bare et brand med charms

8/1 12:37

Pandora har vind i sejlene: Det har afslutningen på 2023 vist, hvor salget i de sidste tre måneder landede over milepælen 10 mia. kr. for første gang - og næsten slog endnu en - 11 mia. kr. Omsætningen blev dog "kun" på 10,8 mia. kr. - en lille milliard højere end det tilsvarende kvartal i 2022.

At Pandora præsterer godt i et ellers presset smykkemarked, hvor lysten til at købe nyt kan være presset på grund af den høje inflation og høje renter globalt, skyldes, at selskabet er inde i en strategisk udvikling fra at være et armbånd- og charmbrand til at være et smykkeselskab, der også har ringe, halskæder og øreringe i montren.

- Når man kigger på væksten per kollektion - både her i fjerde kvartal men også i tredje - så går det fuldstændigt, som vi gerne vil have det, siger Pandoras finansdirektør, Anders Boyer, i et interview med MarketWire.

- Vi ser, at vores kerneforretning - Moments - stadig bliver ved med at vokse pænt i årets to sidste kvartaler. Og de andre kollektioner vokser endnu mere, påpeger han.

Grundpillen hos Pandora er kollektionen Moment. Den står for 64 pct. af det samlede salg og bidrog i fjerde kvartal med 6,9 mia. kr. og på årsbasis med 18,4 mia. kr. Det sammenlinelige salg, den såkaldte like-for-like vækst, var på 4 pct. i de sidste tre måneder af 2023.

NYERE KOLLEKTIONER VOKSER EKSPLOSIVT

Væksten hos de nyere kollektioner: Timeless og Diamonds er i et helt andet gear. Timeless voksede 31 pct. i fjerde kvartal 2023, mens smykker med de lab-grown diamanter steg 83 pct. Retfærdigvis skal det påpeges, at diamantkollektionen kommer fra et meget lille udgangspunkt. Timeless står for 20 pct. af det samlede salg i Pandora, mens smykker med diamanter blot er 1 pct. af det samlede salg.

- Den strategi, vi har brugt en hel del gange: Grow the core and fuel with more, udvikler sig fuldstændigt, som vi gerne vil have det med ikke mindst Timeless og Lab-grown Diamonds, der vokser rigtigt hurtigt her i fjerde kvartal også, siger Anders Boyer.

Så mens finansdirektøren ikke har en sølvkugle, der er en enkelt snuptagsløsning, i hånden, så afviser han ikke, at han måske sidder med en diamantkugle:

- Essensen af Phoenix Strategien er jo, at vi vil blive kendt for at være et bredt smykkebrand og ikke kun et armbånd- og charmsmærke. Og det er det, vi meget tydeligt kan se sker i både tredje og fjerde kvartal 2023, når vi kigger på, hvordan salget i de forskellige kollektionen agerer, siger han og fortsætter:

- Vi er ved at være et "massemarked-brand", selvom det måske ikke lyder så attraktivt. Men det er vi. Og opbygningen af opmærksomheden kommer af en bred fysisk tilstedeværelse rundt omkring i verden på alle nøglegadehjørner.

Pandora kunne søndag aften præsentere det foreløbige regnskab for fjerde kvartal og dermed hele 2023 på grund af højere vækst end ventet.

Også driften målt på EBIT, var det en forrygende afslutning på 2023. I fjerde kvartal var driftsmarginen,der vise, hvor stor en del af omsætningen der er tilbage, efter der er betalt driftsomkostninger - den såkaldte overskudgrad, på 34 pct. For hele året var den på cirka 25 pct., hvilket på decimaler godt kan blive et nøk højere, da der er ureviderede tal, regnskabet er baseret på.

- Vi lander 7 mia. kr. på EBIT for hele året - så det er også en pæn stigning i forhold til året før. Den vigtigste besked fra os er, at vi har lagt 5 mia. kr. til omsætningen de sidste par år nu - så vi synes helt klart at vi har fat i noget, der virker, påpeger Anders Boyer.

I 2022 var EBIT på 6743 mio. kr.

Pandora kommer med sit endelige regnskab den 7. februar fra morgenstunden.

.\˙ MarketWire



TRÅDOVERSIGT